“Ì Fólkarættinum fyrnast ella avoldast rættarkrøv ikki!“

Bjørgvinarsáttmálin! – Bergentraktaten!

Føroyar hava ikki verndarskyldu ella skattskyldu til danska statin, tí Føroyar eru ikki innlimaðar í Danmark. Orsøkin er tann, at Føroya grundlóg ikki er tann, sum danir fingu sær 5. juni 1849, men er tann, sum Føroyar sjálvar samtyktu 14. august 1661.

Av tí at Føroyar ikki hava verndarskyldu ella skattskyldu til danska statin, er hetta tí eitt av mongu teknum sum avdúka, at Føroyar ikki eru ein partur av Danmark.

À hesum skjali/dokumenti/traktat, hvílur hin sanni føroyski fólkarætturin á og sum enn er galdandi fyri Føroyar. Meir um hetta aðra staðni á hesi heimasíðu!

Enn eitt lítið brot úr tí framvegis galdandi ”Bjørgvinarsáttmálanum” ljóðar soleiðis á donskum máli:

“……. og intet rige skal være det andets overmand, men hvert rige skal regeres af indfødte mænd, således som begge rigers privilegier udviser!”

Hin versti fíggindi eitt land hevur, er ”SANNLEIKIN!”

M.a stendur hesin tekstur í galdandi sáttmálaskjali Føroya sum er ”Bjørgvinarsáttmálin”, og sum er høvuðsorsøkin til, at Danmark er skyldubundin vegna áðurnevnda sáttmála at gjalda pening til Føroyar. Hesin tekstur er soljóðandi á donskum máli:

“Det ene rige og dets indbyggere skal herefter komme det andet rige til hjælp og trøst i den udstrækning, der opstår behov herfor!

Og hvilket rige, der end beder det andet rige om råd eller hjælp, da indestår det rige, som indkalder det andet rige, for kost og tæring, og kongen indestår for skaden!”

Bjørgvinarsáttmálin, Forrit

Við tað, at eg nú veit framman undan, at føroyingar eru eitt sera tvørligt, trúðugt og mangan stokkkonservativt fólkaslag (serliga sambandsfólk), so havi eg tískil valt at lýsa hetta evnið: “Hvør er Føroya støða í heiminum“ frá ymiskum vinklum av, og tað bæði á føroyskum og donskum máli. Harvið kunnu bæði loysingarfólk og sambandsfólk hvør í sínum lagi sita og lesa, kanna og eftirkanna sum teimum lystir, alt tað, ið verður avdúkað á hesi heimasíðu. Og tað eru ikki smávegis ting, ið avdúka verða!

Her kemur so eitt innleg á donskum máli!

Bjørgvinarsáttmálin – Bergentraktatin

Den 29. august 1450 blev en aftale indgået mellem Danmarks Rige og Norges Rige, hvori bl.a. Færøerne, Grønland og Island udgjorde en del af Norges Rige. Denne her aftale bliver sædvanligvis kaldt for Bergen Unionsaftalen eller Bergen Traktaten.

Via denne her førnævnte Bergen-Unionsaftalen, aftalte Norges Rige og Danmarks Rige frivilligt, at de skulle være ligestillede, og at det ene rige ikke skulle være det andets overmand. Siden da er Bergen-unionens området formindsket meget.

Danmarks Rige har mistet en tredjedel af sit område, og af det Norske Rige er en syvendedel af arealet gået tabt. Og i 1814 blev det endog bestemt, at det, der var tilbage af Norges Rige (dvs. Grønland og Færøerne), ikke skulle hedde Norge, og kaldes derfor i denne fremstilling for: “Riget Grønland/Færøerne!“

Island var også med i førnævnte gruppe, men de valgte så at kendes ved deres eget land og regerer derfor i eget hus i dag!

Den 17. juni 1944 proklameredes republikken Island på Þingvellir (Tingsletterne, i det sydvestlige Island), og oprettelsen blev accepteret næsten enstemmigt ved en folkeafstemning i Island. Sveinn Björnsson (1881-1952) blev valgt som den første præsident i Island, og han erklærede Island uafhængigt. Dermed indledtes en ny epoke i islandsk historie. Islands ensidige ophævelse af Forbundsloven indgået i 1918, anerkendtes formelt ikke før Danmark – efter forhandlinger med Island om de to landes indbyrdes forhold – ophævede Forbundsloven i 1950.

Men dette fremdeles eksisterende rige, dvs. Grønland/Færøerne, er meget større arealmæssigt end Danmark, men befolkningsmæssigt indgår det i unionen af 1450 med omtrent den samme andel, som danskerne udgør af indbyggerne i den europæiske union!

Men kan Danmark (set med folkeretslige øjne) indgå i en europæisk union, uden at respektere Bergen-unionens bestemmelser der siger, at begge parter skal være enige om et sådant skridt? Fordi at Danmark har, som en lille unionspartner i den europæiske union, al mulig interesse i, at unionsaftaler overholdes.

Men har Danmark i relation til riget Grønland/Færøerne overholdt den unionsaftale, som Danmark selv har indgået og aldrig opsagt? Men ikke desto mindre er Danmark i færd med at tilslutte sig en union af europæiske lande og har nu næsten taget skridtet fuldt ud. Denne proces har længe været i gang. Allerede i oktober 1972 var der en folkeafstemning om Danmarks medlemskab af de europæiske fællesskaber, og i den traktat man da tilsluttede sig, udtaltes i indledningen, at formålet var et stadigt snævrere samarbejde mellem de europæiske folk.

Det spørgsmål, som denne kendsgerning rejser, er i al sin enkelhed: “Var det i overensstemmelse med gældende ret, at færinger (bosiddende på Færøerne) ikke var med til at afgøre, at Danmarks Rige i 1972 besluttede at blive medlem af EF?“

Men hvis det overhovedet skal være muligt for nogen at kunne forstå dette indlæg, så er man nødt til at starte med og gå ud fra de udtalelser der kommer fra dem, der i dag sidder ved magten. Og deres udtalelser lyder omtrent således, at bl.a. Færøerne og Grønland er en integreret del af Danmarks rige og at Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 gælder som grundlov for Færøerne og Grønland, – så egentlig burde det være nemt nok at forstå alt dette fremlagde stof.

Men det som skete i 1972 var, at det færøske landsstyre lavede en aftale (en særlig bestemmelse) med den danske regering om, at Færøerne skulle udelukkes fra førnævnte afstemning. Dette foregik på denne måde, at der efter forhandlinger mellem en “færøsk delegation, udenrigsministeriet og repræcentanter for EF’s kommission“ blev indsat ”en særlig bestemmelse” i den danske tiltrædelsestraktat, hvorefter bestemmelse om tilslutning først skulle træffes inden udgangen af 1975. Og dette medførte så, at det danske folketing ved en almindelig lov besluttede, at vælgerne på Færøerne skulle afskæres fra deres grundlovgivne ret til at deltage i den afgørende folkeafstemning om suverænitetsafgivelse. Dette må i sandhed karaktiseres som en retstridig fremgangsmåde samt et ganske klart brud på den danske grundlov, såfremt magthaverne fastholder, at den danske grundlov også gælder som grundlov for Færøerne!

En grundlovsbestemmelse kan aldrig tilsidesættes som f.eks i dette tilfælde, hvor det færøske landsstyre og den danske regering har lavet en aftale der indebærer, at den danske grundlov med dets bestemmelser er klart og tydeligt blevet trådt under fode. (“Denne aftale skete, som før nævnt, efter forhandlinger mellem “en færøsk delegation, udenrigsministeriet og repræcentanter for EF’s kommission“ og blev betegnet som “en særlig bestemmelse“).

Dette, som her betegnes som “en særlig bestemmelse,“ kan billedlig fortalt sammenlignes med det som man har for vane at gøre på Færøerne, dvs., man laver en undersøisk tunnel under den danske grundlov for derved at smyge sig udenom dens virkeområde. Dvs., at man har “bypasset” grundlovens bestemmelser i sagen. Dette kan selvfølgelig uden tvivl karaktiseres som en forbrydelse imod den danske grundlov såfremt man fastholder, at den danske grundlov er gældende som grundlov for Færøerne!

Lige så lidt kunne Bornholms kommune, Ålborg kommune eller nogen anden kommune i Danmark lave lignende aftaler, hvilket jeg også, for mange år siden, fik en bekræftelse på fra nu afdøde Niels Helveg Petersen, tidl. udenrigsminister, – og det er bl.a. hensigten med dette skriv at få frem i dagslyset, at den danske grundlov aldeles ikke er gældende som grundlov for Færøerne.

Og denne stadfæstelse kom som sagt den 2. oktober 1972 og er blevet stadfæstet flere gange siden 1972.

Men det er så utrolig nemt at få stadfæstet denne her såkaldte tvivl blandt folket og derved få dette her klarlagt således, at det er til at forstå for alle. Og dette gør man blot ved at stille spørgsmålet: “Er vælgerne, der er bosiddende på Færøerne, vælgere til det danske folketing, JA eller NEJ!?“ Er svaret NEJ, så ved vi forståeligt nok, hvorfor Færøerne ikke var inviteret med til valget i 1972.

Men er svaret derimod JA, så bliver man nødt til at kigge på følgende beskrivelse: ”Grundlovens § 20 siger udtrykkelig, at det er folketingsvælgerNE, der skal få spørgsmålet forelagt.” Disse udgør en omhyggelig defineret gruppe, så det burde ikke være noget problem at finde ud af, hvilke folketingsvælgere der er stemmeberettigede.

I folketinget er som bekendt 179 medlemmer, hvoraf 4 af førnævnte medlemmer vælges på Grønland og på Færøerne.

Når nu § 42, stk. 5 i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 bruger ordvalget: “de i afstemningen deltagende folketingsvælgere,“ så MÅ de vælgere, der bl.a. bor på Færøerne, i dette tilfældet vedr. EF-valget den 2. oktober 1972 være inkluderet, for bliver de ikke det, så er spørgsmålet kun forelagt folketingsvælgere (dvs. bare nogen tilfældige nogen, der kom forbi i farten), og ikke folketingsvælgerne i hele riget, (som den danske grundlov jo siges at være gældende for), hvor dog den allerførste § i den danske grundlov siger, at: “denne grundlov gælder for ALLE DELE af Danmarks Rige“, og jeg er dog heller ikke i tvivl om, at grundlovens § 28 siger klart og tydeligt, at to af folketingets medlemmer vælges på Færøerne.

Så hvorfor alt dette hemmelighedskræmmeri bag gardinerne, ude af syne for folkets muligheder til at følge med i sagerne?

Men hermed kan vi konstatere, at efter at have gennemgået 10 år i folkeskolen hvor vi bl.a. lærte, at der er himmelvid forskel på bunden og ubunden form i grammatikken, så er der sket ændringer i disse forhold siden 1972, hvori disse forskelle i grammatikken derved er blevet ophævet/udvisket af den danske regering. Helt utroligt, men sandt!

Endvidere proklamerer den danske regering gang på gang, at færinger bosiddende på Færøerne og Grønland ingen rettigheder har i den globale sammenhæng samt at regeringen ikke accepterer Færøerne og Grønland som én nation og ét folk. Derved har den danske regering forbrudt sig imod alle former for rettigheder, som et folkeslag ellers har via de love, grundlove og traktater, som de dog ellers hører ind under eller siges at høre ind under! Dette er den mest udemokratiske handling som nogensinde er sket i et ”såkaldt demokratisk land” samt et ”såkaldt demokratisk europa,” som man ellers skal lede længe efter for at finde magen til! Istedet må dette karaktiseres som et diktaturstyre på topplan eller i topklasse og for den sags skyld, også i verdensklasse!

Vi kan også nævne det demokratiske valg på Færøerne i 1946, hvor flertallet stemte for uafhængighed af Danmark og derved selvstændige på lovlig demokratisk vis, men også denne demokratiske handling på Færøerne, tilskyndet af den danske regering, blev på mesterlig diktatorisk vis, fejet af bordet, så at der er al mulig grund til at blotlægge eller kortlægge hvad det er for et uhyre, der rumsterer i baghaven hos ”den såkaldte førende demokratiske nation i hele verden?”

Vedr. et stridsmål mellem Danmark og Norge angående landområder i Østgrønland, så blev der her bl.a. fastslået ved den internationale domstol i HAAG, dateret den 5. april 1933, at både Færøerne, Grønland og Island helt frem til den 14. januar 1814 var integrerede dele af Norges Rige og IKKE integrerede dele af Danmarks Rige!

Hertil kan nævnes, at I praksis havde disse områder da i omtrent 200 år ubestridt været styret af skiftende dansk-norske konger siddende i Danmark.

Hvornår er Færøerne og Grønland så blevet en del af Danmarks Rige?

De, der påstår, at Færøerne og Grønland er en integreret del af Danmarks Rige, må også naturligvis kunne sige, hvornår de er blevet det, og hvordan dette er sket. – Men vigtigst af alt: “Dokumentationen for førnævnte påstande fra dansk side, er der aldrig nogen, der har set endnu!“ (Her tænkes der så på en gyldig dokumentation!)

Fordi, at hver gang landområder skifter ejer eller ejendomsmæssigt bliver lavet ændringer på, så vil der også altid og samtidig blive udfærdiget papirer og dokumenter på alle ændringer og ejendomsoverførsler m.m., – men vedr. bl.a. Færøerne og Grønland, så er der endnu ingen der har set sådanne papirer og dokumenter der beviser, at Færøerne og Grønland (fra at være norske rigsdele, er blevet forvandlet til danske rigsdele) – er integrerede dele af Danmarks Rige, – og der ventes stadigvæk på dokumentationen vedr. førnævnte ting og sager.

Det pure opspind findes der nok af her i samfundet. Derfor må den danske påstand om, at Danmarks Riges grænser er ændret, således at Riget Grønland/Færøerne (= resterne af Det – dengang –  Norske Rige) fra at være uden for Danmarks Rige, er blevet en del af Danmarks Rige, er derfor en uretmæssig påstand. Deraf følger, at de bestemmelser, der står i grundloven om Grønland og Færøerne er uden gyldighed, for da grundloven gælder for ALLE DELE af Danmarks Rige, må man modsætningsvis slutte, at den ikke kan gælde for de dele af verden, der falder udenfor dette begreb, – hvilket også bl.a. gav sig til kende ved EF-valget i 1972.

På grund af denne diskrimination vedr. grønlændere og færinger i deres eget land, har derfor dette store spørgsmål presset mere og mere på hos mange uforstående overfor dette mystiske fænomen, hvorvidt der kunne eksistere en folkeretlig aftale med gyldighed frem for den danske grundlov, der kunne berettige denne diskrimination?

Og sådan en undersøgelse er blevet foretaget og har ført frem til, at der virkelig findes sådan en aftale, som stadigvæk er gældende! Denne aftale er sluttet i Bergen den 29. august 1450 mellem Norges Rige og Danmarks Rige, og har siden været grundlaget for disse to rigers union. Begge disse riger har i løbet af unionstiden mistet betydelige dele af deres område og indbyggere. Den del af det norske rige, unionsaftalen stadig gælder for, har endog ifølge en folkeretlig aftale, der blev indgået i Kiel i 1814, mistet retten til sit navn af Norge, og Danmarks riges aftalepart betegnes derfor her i denne forbindelse som Riget: “GRØNLAND/FÆRØERNE!”

For at ophæve en folkeretlig aftale mellem to lande er det nødvendigt, at begge lande enes herom.

Ingen har påstået eller dokumenteret, at en sådan enighed nogensinde er opnået mellem de parter, der indgik unionsaftalen i Bergen år 1450.

Derfor er denne aftale stadig gældende og udgør det retlige grundlag for samarbejdet mellem Danmarks Rige og Riget GRØNLAND/FÆRØERNE!

Dette var årsagen til, at bl.a. de færøske folketingsvælgere ikke fik den ret, som den danske grundlov tilsyneladende havde givet dem. ”En traktat, der er ingået af 2 parter, er af en sådan beskaffenhed, at den er gyldig til evig tid.” Dette skal forstås på denne måde, at den gælder uden tidsbegrænsning og kan derfor gælde i århundreder for den sags skyld. Men for at sådan en traktat skal have en mulighed for at blive ophævet trods alt efter meget lang tids varighed, så er det nødvendigt, at begge parter eller alle de parter, hvis der er flere end 2, som indgik i unionens traktat-bestemmelser i sin tid, enes om at den skal ophæves ved at følge den procedure, som står skrevet herom i den pågældende traktat.

Sådan en folkeretlig aftale mellem to stater har gyldighed forud for national ret, ja endog frem for grundloven, og grundlovsfortolkning må ske under stadig hensyntagen til førnævnte aftale.

Hvis Danmarks Riges grundlov skulle gælde for det område, der omfatter Riget GRØNLAND/FÆRØERNE, var det derfor nødvendigt, at disse områder var fjernet fra Bergen-aftalens dækningsområde. Dette kunne være sket ved, at Riget GRØNLAND/FÆRØERNE var blevet ophævet. En sådan udslettelse skulle være foregået i overensstemmelse med aftalens regler.

Det ville derfor være nødvendig, at indfødte mænd i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE indgik en aftale med repræsentanter for indfødte danskere om denne ændring af de folkeretlige forhold mellem parterne. Dette kunne være sket på ethvert tidspunkt efter den 22. marts 1848, da kongen overlod indbyggerne magten. INGEN SÅDAN AFTALE ER NOGENSINDE AFSLUTTET!

Problemet er, at i hele denne periode har den danske regering forhindret indbyggerne i riget GRØNLAND/FÆRØERNE i at få udtrykt deres retmæssige krav, for ikke at tale om at få dem opfyldt. Opfyldelsen af de ovennævnte bestemmelser i Bergenoverenskomsten ville være en nødvendig forudsætning for en aftale om en indlemmelse i Danmarks Rige og ikrafttrædelse af Danmarks Riges Grundlov.

Den danske regerings kundgørelse af grundloven på Færøerne i 1850 og i Grønland i 1953 skete uden en sådan aftale og var således imod de folkeretlige forpligtelser, Danmarks Rige frivilligt underkastede sig ved 1450-overenskomstens indgåelse.

Derfor bliver man ved med at stille spørgsmålet: “Var det rigtigt, at de på Færøerne bosiddende folketingsvælgere ikke deltog i folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF i 1972?“ Vi har jo set, at afgørelsen var i uoverensstemmelse med Danmarks Riges grundlov af 5. juni 1953, fordi denne i sin § 20 fastsætter, at folketingsvælgerne skal afgøre spørgsmålet. (Læg mærke til den bundne form i ordet: FOLKETINGSVÆLGERNE). Derfor er det ikke uden betydning eller lige meget, hvem disse folketingsvælgere er og hvor grænsen går i denne folkeskare. Ved at udelukke de på Færøerne bosiddende folketingsvælgere, blev grundlovens klare bestemmelse overtrådt, såfremt man fastholder, at Færøerne er en integreret del af Danmark og at nuværende danske grundlov gælder som grundlov for Færøerne, hvilket på mystisk vis bekræftes både mundtligt og skriftligt af nuværende færøske lagmand og tidligere, – dog uden at han/de har kunnet begrunde eller dokumentere denne påstand.

Det tjener derfor ikke til noget forsvar at gå til § 42 stk. 8 i grundloven, og udlægge dette forkert således, at man ved lov kan bestemme, at Færøerne og Grønland kan undtages fra en folkeafstemning, fordi denne bestemmelse refererer til den almindelige situation, der ud fra 1450-traktatens regler foreligger, når en lov SKAL til folkeafstemning.

Endvidere afslører § 42 stk. 8 i den danske grundlov dette klart og tydeligt for os: ”Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning SKAL FINDE STED på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov!”

Dvs., at her bliver der ikke sagt et eneste ord om, at Færøerne og Grønland kan eller skal undtages en eventuel folkeafstemning, nej, tværtimod siges der, ”i hvilket omfang folkeafstemning SKAL FINDE STED.“ – Der står ikke skrevet i grundloven, i hvilket omfang folkeafstemning skal eller ikke skal finde sted på Færøerne og i Grønland. Der står kun ”SKAL FINDE STED!” Her har myndighederne også været inde, både for at vende og fordreje tydningen af grundlovgivningen! Når nu § 20 har sagt, at folkeafstemningen skal finde sted, så kommer blot § 42 stk. 8 og siger videre, i hvilket omfang denne folkeafstemning SKAL FINDE STED på Færøerne og i Grønland. Men i stedet for har myndighederne vendt alle begreber på hovedet, fordrejet og manipuleret selve grundlovsbestemmelserne og ført alle vælgerne bag lyset i sagen. 

Det er selvsagt klart, at en folkeafstemning efter § 42 kan være om en lov, som intet har med Færøerne at gøre. Vi har jo eksemplet om, hvor jordlovene i Danmark blev sat til folkeafstemning den 25. juni 1963, men som ikke fandt sted på Færøerne eller i Grønland, fordi Færøerne og Grønland har en helt anden jordlov end hvad Danmark har. Det står derfor klart, at man sagtens kan i sådanne tilfælde lave lignende undtagelser.

Men den 2. oktober 1972, benyttede de danske myndigheder denne grundlovsbestemmelse som en undtagelsesregel til at fastsætte, at nogle folketingsvælgere skulle miste sin grundlovsgivne valgret, selvom det stod i § 20, at de havde denne valgret.

Men denne generelle bestemmelse kan på ingen måde berettige, at man ved lov (almindelig lovgivning) fraviger en specifik grundlovsbestemmelse, der fastsætter, at samtlige folketingsvælgere skal kunne deltage. Her har den grundlovgivende myndighed bestemt, hvilken personkreds der SKAL deltage. Den almindelige lovgivningsmagt har naturligvis ingen kompetence til ved almindelig lov at ændre på det, der er fastsat i grundloven!

Men da grundloven således aldrig er trådt i kraft i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE, har indbyggerne i dette Rige ikke valgret til folketinget!

Det var derfor i overensstemmelse med gældende ret, at de indfødte på Færøerne ikke deltog i den folkeafstemning, der fandt sted i Danmarks Rige den 2. oktober 1972. (Dvs. Bergentraktaten!) Dermed er den samtykkelse, som færinger afgav i Thorshavn den 14. august 1662, stadigvæk gældende for færinger på Færøerne samt udgør deres retlige grundlag, indtil begge parter enes om at lave en ny overenskomst samsvarende Bergentraktaten fra 1450.

Ud fra alt dette, som hidtil er blevet nævnt, så rejser der sig et andet og endnu mere ubehageligt spørgsmål vedr. Danmarks Rige, og det lyder således: “Var det retmæssigt, at Danmarks Rige blev medlem af EF som følge af denne afstemning? Hvordan kan Danmark indgå i en ny union, uden på traktatmæssig vis at have ophævet den gamle? Problemet er jo, hvordan en union kan indgå i en anden union. Hvordan skal de riger, der i 1450 indgik unionen i Bergen, indgå i den europæiske union???”

Og det eneste rigtige svar er: “At følge det, som står skrevet i den stadigvæk gældende unionstraktat fra 1450 samt følge de der fastsatte bestemmelser.”

Men Danmark valgte ikke en retmæssig fremgangsmåde, – desværre!

Et lille udpluk af den stadig gældende Bergentraktaten lyder således: “……. og intet rige skal være det andets overmand, men hvert rige skal regeres af indfødte mænd, således som begge rigers privilegier udviser!“

Et andet og endnu mere stærkere bevis på, at førnævnte Bergentraktaten fremdeles er gældende for færinger bosiddende på Færøerne, er de mærkværdige økonomiske forbindelser mellem de to Riger, nemlig “Danmarks Rige og Riget GRØNLAND/FÆRØERNE!”

Før 1848 blev Bergen-aftalens bestemmelser om gensidig hjælp fortolket på den måde, at alle skulle betale til den fælles konge og hans embedsmænd. Da kongen boede i København, strømmede pengene derhen. Siden dengang er bestemmelsen blevet fortolket således, at Danmark yder det andet Rige (GRØNLAND/FÆRØERNE) hjælp i form af subsidier. (Subsidier = den ene stats økonomiske hjælp til en anden!). Man kan ikke sige andet end, at dette argument har været nemt at sælge til vælgerne.

F. eks. var der i 1906 på Færøerne to kandidater til et folketingsvalg. Den ene kunne tilbyde en udbygning af infrastrukturen, som vælgerne selv skulle finansiere over øgede lokale skatter, hvilket ikke burde være særlig svært i betragtning af, at man på Færøerne ingen skat betalte til den danske stat. Den anden kandidat kunne tilbyde de samme goder, men uden at pålægge vælgerne nogen tilsvarende byrder, fordi at han tilbød at sørge for, at alt dette skulle finansieres af de danske skatteydere. Ikke uventet fik den sidstnævnte kandidat 75% af stemmerne, og siden da har hans parti med ideologiske fæller regeret Færøerne, for det viste sig, at de danske ministre dengang virkelig finansierede hans valgløfter med bevillinger, der med folketingets tilslutning blev sat på de danske finanslove.

Dette kan med føje betegnes som dansk intervention i det andet riges indenrigspolitik, dvs. Riget GRØNLAND/FÆRØERNE. Den dag i dag betaler de danske skatteydere stadig store subsidier til Riget Grønland/Færøerne. (Her iblandt findes den meget omstridte “blokstøtten!“).

Yderligere kan man erindre sig, at borgerne i dette område (Grønland/Færøerne) ikke betaler skat til den danske stat. Hvis man foretager internationale sammenligninger, kan man overhovedet ikke finde noget tilsvarende eksempel på et område, der modtager en så stor pengestrøm udefra. Årsagen til, at dette fremdeles får lov til at finde sted er, at den stadig gældende samt fortrængte Bergen-overenskomsten eller Bergen-traktaten om man vil, gør sig gældende i dette område, og teksten i denne traktaten lyder således og gør det hele meget troværdigt endda, når man bare tænker en lille smule over sagen:

“Det ene rige og dets indbyggere skal herefter komme det andet rige til hjælp og trøst i den udstrækning, der opstår behov herfor! Og hvilket rige, der end beder det andet rige om råd eller hjælp, da indestår det rige, som indkalder det andet rige, for kost og tæring, og kongen indestår for skaden!“

Og denne førnævnte lovteksten fra unionstraktaten mellem Norges Rige og Danmarks Rige, er hovedårsagen til denne store pengestrøm, som flyder fra Danmarks Rige og til Riget GRØNLAND/FÆRØERNE, hvori Danmark trods alt ikke tør fuldstændig at ignorere denne fordums unionsaftalen, som fremdeles gør sig gældende i vores dage oppe på de højere breddegrader samt pålægger de danske skatteydere at betale fremdeles til førnævnte område, dog uden at indbyggerne i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE betaler skat til den danske stat, og derfor prøver den danske regering at gå meget stille med dørene og håber på en dag, at regeringen kan ophæve denne førnævnte traktaten på en sådan måde, at Færøerne ikke skal lykkes i at få deres længe efterstræbede uafhængighed af Danmark og dermed får lov til at råde og bestemme i eget hus.

Dette kan så igen kun betyde én ting, og det er, at trods denne førnævnte store pengestrøm fra Danmarks Rige til Riget GRØNLAND/FÆRØERNE, så har Danmarks Rige alligevel fortjeneste af at tvinge Riget GRØNLAND/FÆRØERNE fortsat at leve under disse mystiske, uretmæssige lovgivnings forhold, – men lad det være en anden beretning på et andet tidspunkt.

Men som før nævnt, så forpligter 1450-overenskomsten det ene rige til at komme det andet rige til hjælp og trøst i det omfang, som det nu engang måtte være nødvendigt.

Ifølge Kofod Ancher (grunglæggeren af dansk retshistorie 1710 – 1788), er det dog tvivlsomt, hvorvidt denne forpligtelse kan udstrækkes til intervention i diverse kandidaters kamp om magten i det andet rige. (Intervention = en stats indgriben i et andet lands anliggender ved magtanvendelse eller trussel derom). Men det er imidlertid lige netop det, vi her er vidne til.

De danske skatteyderes penge er blevet benyttet til at påvirke den politiske proces i det ligestillede rige. Derfor er det yderst tvivlsomt, hvorvidt de ydede beløb overhovedet kan betragtes som hjælp eller støtte til borgerne i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE.

Men til gengæld kan denne pengestrøm til Riget GRØNLAND/FÆRØERNE betragtes som hjælp og støtte til de danske ministres ideologiske fæller i førnævnte rige, og det er jo en helt anden sag og har et kedeligt navn på sig, som dog de fleste efterhånden jo kender.

Men hvis nu denne støtte var rettet til hele folket i førnævnte rige uden personsanseelse, så måtte Riget GRØNLAND/FÆRØERNE være verdens mest velstående samfund i dag, for ingen anden økonomisk enhed har modtaget så store tilskud udefra. Men man må med beklagelse indrømme, at efter at de danske vælgere har bemyndiget deres politikere til at betale alle disse penge, så er modtageren blevet et af verdens mest forgældede samfund. Kan det tænkes, at der er en vis forbindelse mellem disse to forhold?

I så fald er forbindelsen den, at pengene er gået til politikere, hvis dygtighed til at få vælgertilslutning ved hjælp af de danske subsidier har været større, end deres evne til at udvikle samfundet på forsvarlig vis.

Naturligvis kan man godt forestille sig, at Riget GRØNLAND/FÆRØERNE kunne komme ud for vanskeligheder, det ville være svært at finde løsninger på. Men dette gælder jo for alle samfund til alle tider.

Det der sker, når et land som Danmark tillader sine ministre at gribe så dybt ind i de interne politiske forhold i et andet rige, over hvilket Danmark ikke er overmand på retmæssig vis, er, at det påtager sig et betydeligt ansvar for det i de tilfælde, når det går galt i det andet rige. Dette kom også tydeligt til syne vedr. krisen på Færøerne i starten af 90’erne, incl. skandalen med Færøbanken/Den danske Bank.

Men nu har så den førte politik resulteret i, at Riget GRØNLAND/FÆRØERNE segner under den gældsbyrde, det er blevet pådraget. Dette kunne unægtelig tyde på, at den førte interventionspolitik ikke er den mest fornuftige, der kunne føres, såfremt formålet var at hjælpe Riget “GRØNLAND/FÆRØERNE.“

Dette resultat er i hvert fald en dyb uretfærdighed mod samvittighedsfulde og flittige borgere i begge riger, og det efterfølgende spørgsmålet må derfor være, hvordan man kan få den eksisterende uretmæssige tilstand bragt til ophør. (Dog dette spørgsmål vil ikke blive kommenteret i denne omgang).

Men i alle disse hidtil klarlagte sager, så kan man ikke sige andet end, at magthaverne (dvs. den danske regering) har gjort sig skyldig i mange bevidste ulovligheder. Men hvad med de borgere i begge de forenede riger, der har ladet alt dette foregå uden at kny? Kan de blive fri for ansvar ved at lukke øjne og ører for alle disse ubehagelige sandheder?

Men når man nu derfor istedet for skal undersøge, hvordan man kan genoprette ulovlige tilstande således, at de bliver lovlige, så er det derfor nødvendigt at gå til ondets rod og uden persons anseelse tage de nødvendige skridt. Og ondets rod er den, at de folk, der bor i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE, aldrig har fået friheden til selv at bestemme deres skæbne. Medens det danske folk den 22. marts 1848 fik denne frihed og siden selv har bestemt, hvem der skal styre Danmark, så har borgerne i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE kun fået et kommunalt selvstyre under statens tilsyn, hvor nogle få af indbyggerne har fået overdraget det borgerlige ombud at administrere en del af det, der foregår i deres egen provins. Men hvis noget går galt, så er det de danske myndigheder, og ikke borgerne i deres eget rige, der skal afgøre, hvorvidt de skal straffes – eller eventuelt få tiltalefrafald! Men selv om disse førnævnte urimelige forhold fremdeles får lov til at fortsætte så at sige uhindret, så kan det dog aldrig nogensinde betragtes som acceptabelt, hvis befolkningen ellers mener, at de er ved deres fulde fem!

Alt dette, som indtil nu har set dagens lys, kan kun siges på én meget kort måde, og det er: “At vedr. Færøerne og Grønland, så er der sket alt for mange ukorrekte, folkeretlige begivenheder, hvori der for det meste råder uvilje samt ligegyldighed vedr. førnævnte emner hos dem, der sidder ved magten, – desværre!“

Det korte af det meget lange og dybe har derfor denne teksten: “RIGET GRØNLAND/FÆRØERNE udgør ét rige, der i henhold til Bergenoverenskomsten af 29. august 1450 er ligeberettiget med Danmarks rige.”

Siden den 22. marts 1848 har Danmarks ministre forhindret indbyggerne i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE at få deres egen folkevalgte forsamling, der kunne forhandle med det danske folks repræsentanter om deres folkeretlige status og tage afgørelse om deres statsretlige forhold i samsvar med bestemmelserne i Bergenoverenskomsten af 29. august 1450.

Den danske regering har på retsstridig vis forsøgt at dele Riget GRØNLAND/FÆRØERNE og indlemme det stykvis ind i Danmarks Rige. Danmarks Rige har i strid med den forpligtelse, det frivilligt indgik på ved at undertegne Bergen-unionsaftalen, deltaget i opbygningen af en europæisk union, hvilket det ikke kan gøre uden tilslutning fra Riget GRØNLAND/FÆRØERNE samsvarende Bergen-overenskomsten af 29. august 1450.

Disse her afslørede fakta burde få konsekvenser for de afgørelser, Danmark skal tage i den nærmeste fremtid om sit forhold til den europæiske union.

Utvivlsomt vil dette gribe om sig således, at bliver den danske regering ved med at ignorere disse fremlagde fakta, så vil ballonen automatisk, så at sige, revne og springe til sidst, og det til stor skade for Danmark og sikkert også for Færøerne og Grønland.

Den danske regering må derfor rydde op i sagerne således, at de ting og sager, som ikke blev gjort i 1848, bliver færdiggjort snarest muligt før Danmark har tænkt sig at tage de næste skridt længere ind i den europæiske union!

Indfødte i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE har allerede i september 1995 foretaget en henvendelse vedr. førnævnte ting og sager med de nødvendige, fuldtallige underskrifter til den danske regering med krav om at få sine traktatmæssige rettigheder udfriet, – men dette blev total nægtet af den danske regering, og den danske regering har derfor forgrebet sig imod den gældende folkeret og statsret, som Bergentraktaten af 29. august 1450 tilsiger de indfødte i Riget GRØNLAND/FÆRØERNE.

 

Kilder: “Bergen – Unionensaftalen eller Bergen-Traktaten, Føroyar á vegamóti, Årsberetningen fra Rigsombudsmanden på Færøerne 1974, og Danmarks Riges Grundlov, lov nr 169 af 5. juni 1953!“

Dagførd dagfesting 01-12-2022